New York - Washington
For et par dage siden sagde vi, tidligt om morgenen, farvel til Tage, Anna og Erik og startede vores roadtrip mod Miami. På holdet er vi tre australiere, 3 new zeleandere, en brite, en tysker og en fra Wales. Udover det, er guiden, Josh, fra Philadelphia - som også var vores første stop på turen. Efter at have spist cheese steak (Philadelphia style) og mødt det meste af Josh's familie fortsatte vi mod Washington hvor vi slog lejr i Cherry Hill park - en ægte amerikansk campingplads med monster store trailers, bogstaveligt talt campingvogne på størrelse med busser. Om aftenen var vi rundt i Washington og se alle de kendte monumenter og det Hvide Hus selvfølgelig. Vi var virkelig glade for at få chancen for at se det om aftenenen, hvor det er super smukt.
Dagen efter tog vi igen ind til Washington - denne gang for at se Smithsonian Air and Space museum, Arlington Cemetery og National History Museum. På Smithsonian så vi Columbia fra Apollo 11, den eneste af de tre dele der ikke brændte op i rummet. Derudover så vi flyet der første gang fløj jorden rundt uden stop - 9 dage tog det - med to piloter iklædt bleer - lækkert! Derudover så vi den allerførste Boeing og det fly som første gang fløj non-stop New York - Paris. Ved Arlington Cemetery var vi heldige at se et vagtskifte ved de ukendtes grav. Trods 30 graders varme er vagten iklædt fuld uniform og går med militær præcision frem og tilbage med sit gevær over skulderen - nærmest som en dansk garde. Udover det, så vi John F. Kennedy's grav ved siden af den evigt brændende flamme. Inden turen gik tilbage mod Cherry Hill nåede vi et smut ind omkring Natural History Museum og se T-Rex - ih, stod og pegede og hoppede som små børn - SÅ SEJT!
Virginia
Næste dag stod vi tidligt op for at køre til Virginia. Vi overnattede en enkelt nat på den hyggeligste campingplads midt ude i skoven - og vi stod for aftensmaden. Dagen forinden lavede Amar fra Australien den lækreste karry ret, så vi følte bestemt, at vi havde noget at leve op til. Efter to timer med madlavning i primitive omgivelser og diverse ekstra hjælpere, blev vi færdige med vores kongemiddag, som der også blev rost til skyerne! Efter middagen festede vi. Temaet var grafitti så vi var klædt hvide t-shirts og udstyret med tekstil tuscher og fake tattoos. Rigtig hyggeligt!!
Tennessee
Trætte og ømme i ryggen efter at have sovet på et hårdt underlag stod vi tidligt op for at pakke vores telte ned og køre mod Tennessee hvor vi skulle rafte på en ferskvandsflod. Nogle var mere skrækslagne end andre - eftersom Natalie ikke kan svømme skulle der en del overtalelse til fra de andres side. Efter en del gruppepres bukkede hun dog over og sagde ja til at tage på en af turens største oplevelser. Det havde regnet kraftigt de sidste par dage hvilket gjorde strømmen i floden endnu stærkere, men det skulle ikke holde os tilbage. Udstyret med hjelm, paddel og vest bedrog vi os ud på floden i en stor grøn gummibåd. vi sad syv personer i hver båd plus Jeremy, vores meget erfarne styrmand, som skulle tage turen for tredje gang bare den dag. Allerede efter andet "rapid" røg en fra den anden båd i vandet, og så var scenen ligesom sat. Det viste sig dog at være virkelig sjovt at blive kastet rundt i båden, og både Janne, Marie og Rikke faldt i vandet. Natalie formåede dog at blive på båden ved hæmningsløst at klamre sig fast med benene. Efter halvanden times rafting var vi alle sikkert på land igen med en kæmpe oplevelse i kufferten. Det kan kun anbefales til alle - også selvom man er bange for vand. Da vi kom tilbage til campingsitet spiste vi nachos til aftensmad og lavede "smores" (skumfidus over bål imellem kiks med chokolade). Trætheden kunne helt sikkert mærkes i kroppen og vi endte alle med at gå tidligt i seng den dag.P.s. mange tak til Jannes tante, Lotte, for alt det danske slik - det er meget populært blandt os men knap så populært blandt de andre i bussen :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar