onsdag den 26. september 2012

Vores første uge i LALAland

Westwood Village - celebrity hunt



Man ved, at man er i LA, når man tilfældigivs løber ind i stjernerne på den røde løber. Det oplevede vi for et par dage siden, da vi, på vej i biografen, passerede Westwood Village Theater, hvor der var præmiere på Trouble with the Curve. Her fik vi et glimt af filmens hovedroller Clint Eastwood og Justin Timberlake med kæresten Jessica Biel, da de var på vej til afterparty lidt længere nede af gaden. Ja, vi mænger os rigtig med de kendte!

Get together with the internationals






LA og UCLA havde allerede taget os med storm, og orienteringsmødet torsdag den 20. havde givet os blod på tanden. Vi er i alt 30 internationale studerende, hvor mange kommer fra DK, Kina, få fra Japan, Tyskland, Australien mm. På introdagen havde vi nået at lære hinanden lidt at kende, men da alle tager forskellige uddannelser i deres hjemland, er chancen for at have timer med hinanden kun lille – desværre står UCLA Extension ikke for flere fællesarrangementer. Således besluttede vi fire piger os for at tage sagen i egen hånd, da vi gerne ville have mere at gøre med andre internationale studerende – vi er jo her for at lære og ikke mindst forbedre vores engelsk. Efter et godkendende ”we couldn’t care less” fra vores roomies, inviterede vi hele det internationale hold hjem til fest i vores skønne Westwood lejlighed: Med et glas i hånden og snacks på bordet går snakken altid lettere – mere dansk bliver det ikke – så alle havde en fantastisk aften og var vild imponeret over, hvor stor og fin vores lejlighed er. Efterfølgende var vi ude og tjekke Westwoods natteliv ud, da alle freshmens var flyttet til i løbet af dagen – dette endte desværre mindre godt, da Rikke vred om på sin ankel på vejen hjem og måtte støttes af Natalie og Janne det sidste stykke vej.

Bruin Bash with the boys



Natalie, John & Graeme


Graeme, Blake, Patrick, Natalie, Rikke & Janne


Aftenen efter fortsatte med endnu et socialt event – selvom det var søndag, havde UCLA deres årlige Bruin Bash Party, som er årets største fest – en kæmpe koncert med flere amerikanske kunstnere og herefter et dance party med DJ. Da fire af vores fem roomies var kommet tilbage fra ferie (Graeme, Blake, John, Patrick), skulle vi da klart til denne begivenhed sammen med dem – i god stil med danske normer, startede vi pre-party hjemme i lejligheden, som ikke gik stille for sig – sikke en festlig introduktion, hvor vi fik taget drengenes ny-indkøbte bordtennisbord i brug med ”beer-pong”. Rikke’s fod var imidlertid ikke kommet sig nok til, at hun kunne tage med videre til fest, så hende måtte vi desværre ”efterlade” hjemme i lejligheden, mens vi andre gik mod campus. Selve koncerten foregik på Drake Stadium på UCLA Campus, hvor alle tilskuerpladser var fyldt ud – en stor professionel scene var sat op på plænen foran, og den gode musik mikset med free-style fik alle i publikum op og stå med armene i vejret. Festen bagefter bestod i et dansegulv på størrelse med fire tennisbaner, hvor det ene dansehit efter det andet blev pumpet ud over banerne – dette faldt dog ikke i god jord hos os, så efter kort tid vendte vi hjem til lejligheden igen, hvor vi fortsatte hyggen sammen med Rikke og drengene.

Student fair


Student Fair
 

Det blev ikke til mange timers søvn, vi fik søndag nat, for mandag kl. 8.00 skulle vi have ryddet alle vores ting ud af skabene og flyttet møbler væk fra væggene, da et stort rengøringshold rykkede ind til årlig oprydning og maling af lejligheden. Dette blev selvfølgelig først gjort 7.30 dagen derpå, og så tog vi ellers alle ud til fælles morgenmad på Corner Bakery, inden turen gik til campus til en stor student fair. Et så stort universitet som UCLA har selvfølgelig utallige klubber, som studerende kan deltage i for at engagere sig mere med skolen og ikke mindst møde andre. Man kunne melde sig ind i diverse sportsklubber (fodbold, frisby, rygby, cykling, quidditch (Harry Potter) mm.), sociale klubber (amerikansk kultur, frivillige arrangementer, ”heppe-ansvarlige til fodboldkampe” mm.), og så var skolens forskellige kantiner også repræsenteret, så man kunne smage, hvad de lavede af forskellige retter. Til sådan en stor begivenhed var der selvfølgelig masser af musik og ikke mindst ”goody bags” og andre forskellige ting og produkter, som nærmest blev kastet i nakken af os. En meget amerikansk oplevelse men det allerbedste var, at vi alle følte os lidt mere en del af universitetet og som UCLA-studerende.

Crashing a freshmen's event



Gæt hvilken sang de danser til!



The 8-clap
 

Samme dag som der var Student Fair på skolen, sneg vi os med til det officielle orienterinsmøde for freshmen, som også var på Drake Stadium – i tro amerikansk stil hørte vi flere motiverende taler fra bl.a. kansleren af UCLA og en fra The Student Union. Der blev talt med store ord om hvor stolte hver enkelt skulle være for, at han eller hun var kommet ind på UCLA (92.000 ansøgere, hvoraf kun 6.000 er kommet ind), og hvordan de skulle leve i nuet, repræsentere UCLA med stolthed og respekt: Om fem år skulle de kunne se tilbage og ikke fortryde én eneste beslutning, de har taget på UCLA. Som kansleren malende fik udtrykt det, skulle alle ”RAIS the bar”, som står for UCLA’s fire værdier: Respect, Accountability, Integrity, Service. Slutteligt kom cheerleaderne for UCLAs amerikanske fodboldhold (The Bruins) ind sammen med de to maskotter (bjørne selvfølgelig) og underviste i ”The 8-clap”, som er den specielle heppe-klapning, som alle skal kunne, når de ser The Bruins spille kampe – som de siger ”klap, klap, klap, U, klap, C, klap, L, klap, A, klap, U-C-L-A, FIGHT, FIGHT, FIGHT!!! Se videoen! The Bruins holder alle UCLA studerende sammen og gør dem specielle, da alle studerende er en del af "The Bruins Family " – 100% American Spirit!

Første amerikanske undervisningstime

Vi var selvfølgelig indstillet på, at undervisningen herovre ikke er som i Danmark, men vi blev alligevel meget chokeret over vores første undervisningstime. Vi vidste godt, at undervisningen ville være mere hands-on end akademisk, i modsætning til i DK, hvor vi altid arbejder ud fra teoretisk research og kun må bruge metoder, som er udarbejdet af godkendte ”forskere” - men denne første time var i den helt anden grøft. Faget hedder ”Extreme Marketing”, og underviseren er da også meget kvalificeret, da han, Peter Kraus, har arbejdet inden for reklamebranchen det meste af sit liv og stadig har sit eget firma, med mange store klienter. Dog var den tre timer lange undervisningstime mere en motiverende tale med hans personlige erfaringer indenfor ”at være ekstrem” end det rent faktisk var undervisning. Det handlede bogstaveligt talt om, hvordan han havde ageret anderledes og ”ekstrem” siden sin high school tid, for hvis man ikke er anderledes og gør noget nyt, skiller man sig aldrig ud – folk ved ikke, hvad de vil have, og det skal vi kunne vise dem! Idéerne var gode nok, men når man aldrig får at vide, hvilke teknikker man kan bruge for at nå til ”thinking out of the box-stadiet”, er der ikke meget ”undervisning” i faget. Ikke nok med dette, blev meget andet irrelevant inddraget som f.eks. hvilken type mænd tre forskellige medstuderende ville giftes med, og efter timen kom vi tilfældigt til at snakke med underviseren, som så brugte 50 min. på at overvise os fire om at starte vores eget danske reklamefirma i USA! Han anbefalede at vi bare kaster os ud i at ringe til nogle af de største amerikanske reklamefirmaer og sige, at vi er blevet anbefalet af Peter Kraus og gerne vil byde på nogle af deres projekter. Ifølge ham har vi jo ikke noget at tabe! (udover lidt værdighed og visum, selvfølgelig - det glemte han dog at nævne). Firmaet skulle således hedde ”Dynamite” med et motto omkring Vesterhavet - for det lyder jo stærkt og overbevisende. En meget interessant time, hvor vi blev noget chokeret over, hvor meget en anden person kan have af tiltro til os og stole på vores evner – som Peter ville have sagt: ”Fake it until you make it”, men han fik ikke overbevist jyderne om hans gode idéer! Nu ser vi frem til, hvordan de næste to fag, vi har intentioner om at tage herovre, kommer til at foregå, og hvordan underviserne er.

Forfatter: Marie Tuxen
Korrektur: Rikke Wullf

Hygge på altanen





Vi spiser mange af vores måltider ude på altanen, mens vi nyder den skønne udsigt.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar